|
Vi møder igen den charmerende, madglade kommissær Salvo Montalbano med sans for bøger og skønne, yppige kvinder. Han er en enspændernatur, den ensomme ulv, der må udholde utålelige overordnede og holde styr på småt begavede underordnede. Hans største skræk er pressekonferencer og at blive forfremmet. Hans kæreste fra Norditalien mener, at de er gale hele bundtet på Sicilien.
Denne gang handler det om en mafiahistorie med de sædvanlige ingredienser af likvideringer, trusler, beskyttelsespenge og korruption. Under optrævlingen af sagen finder politiet i en grotte to mumificerede lig, hvorover den i titlen nævnte terrakottahund holder vagt. Denne mystiske sag interesserer Montalbano mere end mafiaforbrydelser, der har en tendens til ikke at føre til noget - de forsvinder tilsyneladende i de højere niveauer.
Det er ligene af to unge mennesker, man har fundet, en ung kvinde og en ung mand, måske et elskende par, der er blevet dræbt i 1943, da de allierede gik i land på Sicilien. Kommissæren undrer sig over at de ikke er meldt savnede, men under de kaotiske tilstande var nærmest halvdelen af befolkningen forsvundet. Montalbano trues og beskydes af mafiaen under efterforskningen og ender som rekonvalescent, hvor han nyder at beskæftige sig med den gamle sag i stedet for de trivielle forbrydelser, og ved hjælp af utraditionelle metoder løser han gåden om det elskende par.
Der er mere alvor i beskrivelsen af denne gamle mordhistorie end i beskrivelsen af det almindelige politiarbejde, der ofte beskrives komisk. Andrea Camilleri kan sit håndværk, der er rappe dialoger, filmiske scener, et herligt galleri af bipersoner, samfundskritik, og det hele oser af lokalkolorit, og det er vel at mærke en ublodig krimi. "Terrakottahunden" kan absolut anbefales, og jeg ser frem til at de øvrige tre bind i serien oversættes til dansk. Oversættelsen er fin.
|
