Camilleri og hans Montalbano-bøger Præsentation af Italiens p.t. mest populære forfatter. De italienske bestsellerlister har længe været okkuperet af én bestemt forfatter: Andrea Camilleri. Hvem er han, krimikongen fra Sicilien, som hele Italien bare æælsker, og hvad er det der er så specielt ved hans bøger? Pensionisten der blev succesforfatter Hans bøger udkommer i kæmpeoplag som bliver revet væk på en uge. Hans læsere skriver overstrømmende breve til ikke bare ham, men også til hans romanpersoner, og hans fans' site på internettet er livligt besøgt. Bogmesserne kappes om at have ham som gæst, og medierne vil have udtalelser fra ham om alt fra mafia til madkultur. Men indtil for nogle få år siden var Andrea Camilleri (f. 1925) en aldeles inferiør figur i det litterære miljø. Denne nydelige ældre sicilianske herre er nemlig først blevet kendt som forfatter her i sit otium. Teatermand med erotik i kulissen Bag sig har han en livslang karriere som teatermand i Rom. Først som instruktør og forfatter af især radio- og tv-dramatik. Fra 1974 som professor ved l'Accademia Nazionale dell'Arte Drammatica, hvor han 25 år tidligere havde været elev på instruktørlinjen, men var blevet smidt ud på grund af dårlig opførsel. Typisk for Camilleri havde dette noget med erotik at gøre: han og en kvindelig medstuderende blev afsløret i at hengive sig til hinanden inden for den ærværdige teaterskoles fire vægge, og den gik ikke i 1950. Camilleri klarede sig glimrende også uden afgangsbevis fra teaterskolen og blev med tiden en respekteret Pirandello-ekspert samt en skattet iscenesætter og manuskriptforfatter der især har haft sit virke ved RAI. Siden 1998 har han været pensionist - og Italiens folkekæreste forfatter. Krimier og krøniker Camilleris succes går på tværs af alle sællert-teorier og normale markedsføringsapparater. Hans bøger, de fleste udgivet på det sicilianske forlag Sellerio i 1990'erne, førte en ret ubemærket tilværelse indtil publikum for nogle år siden selv opdagede Montalbano-krimierne og begyndte at anbefale dem til hinanden. Derpå kastede de sig også over forfatterens kostelige lokalhistoriske krøniker, og lige siden har de italienske bestseller-lister bogstavelig talt været besat af Camilleri-titler. Camilleri skriver nemlig to forskellige slags bøger, dels de nævnte krøniker baseret på optegnelser fra det forrige århundredes Sicilien, dels sine politiromaner om kommissær Montalbano der udspiller sig i vore dage. Begge slags er intelligent, vittig hyggelæsning som samtidig giver læseren et ironisk farvet indblik i siciliansk mentalitet og i sicilianske mysterier og realiteter. Da den nu afgåede leder af antimafia-prokuraen på Sicilien, Gian Carlo Caselli, engang blev spurgt hvordan han, som selv er norditaliener, overhovedet kunne sætte sig ind i den sicilianske tankegang, svarede han med at trække en Camilleri-bog op af lommen: "Jeg læser de sicilianske forfattere, ikke sagprosaen om mafiaen, men skønlitteraturen: Verga, Pirandello, Sciascia - og Camilleri". Lødig underholdning Sammen med Pirandello og Sciascia danner Camilleri en særlig sydvest-siciliansk litteraturstamme fra Agrigento-provinsen, dog er han ikke så intellektuel en forfatter som sine egnsfæller. Med Pirandello, der ligesom Camilleri var født i Porto Empedocle - deres familier har i øvrigt haft tætte forretningsforbindelser - har han ironien til fælles, med Sciascia brugen af krimiens struktur samt en vis illuministisk skepsis, der hos Camilleri får modvægt i en meget lun og underfundig humor som giver bøgerne en uimodståelige charme. Selv forklarer Camilleri sin succes med at hans bøger udfylder et hul i den italienske litteratur, nemlig den lødige underholdningsroman. Camilleri har som teatermand opøvet et sikkert håndværk: Hans bøger er velstrukturerede, med en god rytme og vekslen mellem forskellige scener. Fortællingen serveres i overkommelige bidder og lader også noget være usagt, så læseren får lov at tænke sit og selv drage sine konklusioner i en slags indforståethed med fortælleren. Dertil kommer at Camilleri er en eminent replikkunstner, et træk der afgjort bidrager til hans bøgers folkeyndest. Der findes allerede to livlige Camilleri-fan-sites på nettet, hvor læserne giver deres besyv med om bøgerne og hovedpersonerne. Og også i den akademiske verden vækker de interesse: Således havde både Universität Stuttgart og Goethe Universitetet i Frankfurt Camilleri på undervisningsprogrammet i forårssemestret 2000. Montalbano-bøgerne Det der i første omgang åbnede publikums øjne for Camilleri, var hans Montalbano-bøger. Scenen for disse populære krimier er den lille sicilianske by Vigàta i Montelusa-provinsen, hvor Camilleris bøger gerne udspiller sig. Med sin blandede baggrund af ældgamle olivenlunde og moderne cement- og asfaltørkener, rustik visdom og pamperadfærd, fremstår disse fiktive lokaliteter med så stærkt et virkelighedspræg at man vægrer sig ved at tro at de ikke findes (og på en måde findes de også, modellerne skulle være Porto Empedocle og Agrigento). Det samme gælder det lille persongalleri som Camilleri har opbygget omkring kommissær Salvo Montalbano, hvor hver enkelt har sine karakteristika der ytrer sig i adfærd og talemåder, ofte isprængt synftig siciliansk dialekt. Med enkle midler, skildringer af små gøremål og vaner - bl.a. beskrives kommissær Montalbanos daglige telefonsamtaler med kæresten Livia oppe i Genova, og ikke mindst hans kulinariske udskejelser, som der svælges i så læserens mundvand stiger - lykkes det Camilleri at rejse nogle troværdige og såre sympatiske portrætter. Man har det lidt som om man faktisk kender disse personer. Montalbano og hans assistenter er hyggelige og hæderlige fyre med hjertet på rette sted, men kommer selv ustandseligt en smule på den forkerte side af loven, for hvis de holdt sig til alle bureaukratiske forskrifter ville der slet ikke komme nogen opklaring eller historie ud af det. Desuden forlader vor kommissær sig ikke udelukkende på logik og rationalitet, men stoler, til nogle af sine overordnedes stadige irritation, meget på sin intuition. Den menneskelige komedie på Sicilien Det er karakteristisk for Camilleris sicilianske krimier at de er fortalt i en dejligt rolig rytme, er forholdsvis ublodige og at de ikke først og fremmest handler om mafiaen. Ganske som den korrupte politikerstand, der stedse er skydeskive for Camilleris satiriske vid, udgør mafiaen en markant og uomgængelig komponent i det samlede billede, men det er ikke den det drejer sig om. Fortællingens fokus gælder almindelige menneskelige reaktionsmåder og svagheder, som kan gå hen og blive skæbnesvangre, især når andre ser deres snit til at misbruge dem i deres eget spil. Camilleri viser os den menneskelige komedie på Sicilien - som i princippet næsten lige så godt kunne have foregået et hvilket som helst andet sted. Men nu er scenen altså det sydvestlige Sicilien, og det giver bøgerne et særligt pust af rosmarin og solvarme klipper som er en charme ekstra. Camilleri skriver med en humor der er overbærende over for alt menneskeligt, men bliver skarp og spydig når talen kommer på kynisk spekulation og stupiditet. Og så er der hans tag på at skildre nærmiljøet i Vigàta og omegn, som fremstår konkret og autentisk.Så autentisk at nogle læsere næsten opfatter personerne som virkelige. Fx fortæller Camilleri at der ved en bogpræsentation i Catania kom to ældre damer hen til ham. De var stærkt utilfredse med Salvo Montalbanos forhold til Genovapigen Livia, som de absolut ikke syntes han burde være forlovet med, 'når nu vi har så mange kønne piger her på Sicilien. Svensk-københavnske inspirationer Ligesom sin hovedfigur Salvo Montalbano, der ustandseligt kommer i kontakt med pågående sexede damer, lader Camilleri til at have en særlig svaghed for piger fra de lidt nordligere himmelstrøg. En af de gennemgående figurer i Montalbano-bøgerne er den svenske Ingrid Sjöström, som Camilleri selv har afsløret at han såmænd har fået inspirationen til i København. Som Pirandello-specialist deltog han for en snes år siden i et seminar på Københavns Universitet, og det der gjorde størst indtryk på ham var en gruppe yndige svenske studiner, der var taget over sundet for at følge seminaret. De havde indtaget den forreste række og distraherede med deres dejlighed den italienske gæsteforelæser Camilleri ganske meget. Han fortæller at den sexede, frigjorte Ingrid er direkte inspireret af én af disse svenske piger, der som den naturligste sag af verden meddelte den lykkeligt-vantro Camilleri at hun sådan set godt kunne tænke sig at gå i kanen med ham ( - en anden én bliver snarere vantro ved at høre at litterær inspiration overhovedet er forekommet på KUA, orv!). Kulinariske sidegevinster Det må indrømmes at Camilleris kvindesyn ikke hører til de mest tidssvarende - naturligt nok, manden er jo en ældre herre. Man bærer dog gerne over med både dette og andre små træk der ind i mellem kan virke lidt ufrivilligt komiske (fx en lidt demonstrativ luften af forfatterens ret konventionelle dannelse af typen 'fra et hjem med klaver og billeder på væggen'). Det opvejes rigeligt af at Camilleri gennem den madglade Salvo Montalbano indvier os i det sicilianske egnskøkken, hvilket absolut er en af de store sidegevinster ved hans bøger, også for hans mange italienske læsere. TV-filmatisering Som helhed er Camilleris bøger aldeles fornøjelig læsning, og man skal være en meget stor snob, eller en lige så stor hykler, for at påstå at man ikke bryder sig om dem. RAI 2 har lavet glimrende tv-film over foreløbig de fire første Montalbano-romaner, et par af dem i co-produktion med svensk tv, så der skulle være en vis chance for også at få dem at se i Danmark. Men i øvrigt er Camilleris bøger under oversættelse i en lang række lande, bl.a. Danmark. I Italien udkommer de fleste af Camilleris bøger (fx Montalbano-romanerne) på det lille sicilianske forlag Sellerio. Links Mondadoris Camilleri-side The Camilleri's fans club: Beundrende-informativt site med bl.a. opskrifter på de sicilianske retter der forekommer i Camilleris bøger The Salvo Montalbano Site: Ligeledes af den begejstret-informative slags, ret skæg og sprudlende med fotos fra Vigàta (!) m.m. Cecilia Jakobsen (pubblicato su Qpeople, 1 Giugno 2002)

Last modified Wednesday, July, 13, 2011